Unges chat- og mobilunivers er lukket land for voksne. Forældre, lærere og pædagoger frygter, at de unge skal møde pædofile på nettet. Men langt oftere er det helt andre farer, der lurer på nettet.
Det fortæller Linda Krüger-Nielsen fra SSP-Samrådet, et samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi.
- Når SSP erne bliver kontaktet af forældre, så er det fordi, at deres børn har været oppe at slås på nettet eller været udsat for grov mobning, fortæller Linda Krüger-Nielsen.
Når unge bliver uvenner, kan det udvikle sig til en krig i cyberspace med lede indlæg på chatten, mobbe-sms er eller happy slapping. Enkelte unge samler endda tæskehold over sms, der står klar efter skole til at give kammeratens fjende lammetæv.
Nu skal forældre, lærere og pædagoger være bedre til at lære de unge, hvordan man opfører sig ordentligt i det digitale univers. Det mener SSP-Samrådet, Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet. Sammen har de tre organisationer udviklet en hjemmeside med gode råd til voksne, om hvordan de taler med unge om livet online.
- Forældrene har et stor ansvar for at få børnene til at mødes fornuftigt på nettet. Men skolen er også nødt til at tage ansvar for, at børnene opfører sig ordentligt over for hinanden på nettet. Skolen har kontakten med børnene til hverdag. Derfor skal lærerne også vide, hvordan børnene undgår farlige situationer, siger projektkoordinator Marianne Pihl fra Red Barnet.
Hjemmesiden er en del af sikkerchat.dk, som også lærer børn og unge god og ansvarlig netikette .
- 97
procent af unge mellem 13 og 16 år bruger
Internettet
-
68 procent af dem har
chattet
- 19 procent af de chattende unge er
blevet mobbet i et chatrum
Kilde: www.sikkerchat.dk