Der er voksne danskere, der hverken er i stand til at læse godnathistorier for deres børn eller læse morgenavisen. Det kan et velfærdssamfund som Danmark ganske enkelt ikke leve med, var partierne fra højre til venstre i folketingssalen enige om, da de fredag behandlede et forslag fremført af undervisningsminister Bertel Haarder (V) på regeringens vegne.
Forslaget skal forbedre adgangen til undervisningstilbud – både for voksne over 18 år og for dem under 18 år, som stadig efter 10 års skolegang ikke er i stand til at læse godt nok.
De Konservatives uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose, er – måske ikke så overraskende – for forslaget:
»Det er problematisk, at vi stadig i Danmark har voksne mennesker, der efter 10 års skolegang ikke en gang er i stand til at læse deres morgenavis. Derfor er det selvfølgelig også nødvendigt, at man får mulighed for undervisning på det niveau, man er på, uanset hvor gammel, man er. Vi ser frem til, at det her forslag kan være med til at forberede voksne mennesker til deres privatliv, arbejdsliv og voksenliv, siger hun.
Mere overraskende var det måske, at selv Enhedslisten også er sjældent begejstrede for et forslag, stillet af VK-regeringen.
»Jeg deler fuldt ud målsætningen om, at flere får mulighed for som voksen at efteruddanne sig, og derfor støtter Enhedslisten selvfølgelig det her forslag,« siger uddannelsesordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.
Enhedslisten er blandt andet meget positiv over for den del af forslaget, som lægger op til en øget opsøgende indsats, som skal sikre, at bogligt svage voksne, der selv har svært ved at komme tilbage på skolebænken, får en hjælpende hånd. Den del af forslaget, regner undervisningsministeren med at sætte 40 millioner kroner af til.
Fakta:
Lovforslaget er nu sendt til videre behandling i Uddannelsesudvalget. Forslaget er en del af en større lovpakke på uddannelsesområdet, som undervisningsministeren fremlagde i Folketinget fredag. Forslagene udmønter velfærdsaftalen fra juni 2006 og aftalen om udmøntning af globaliseringspuljen. Det er regeringspartierne Venstre og De Konservative, der sammen med Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti står bag velfærdsaftalen.