Der er en kraftig fremgang i etableringen af nye virksomheder, fortæller TV 2 Finans på baggrund af tal fra kreditvurderingsfirmaet Experian.
Alene i juni blev der etableret mere end 2300 nye virksomheder. Gøres tallene op for hele sidste kvartal, så er der tale om en fremgang på 35 procent. Det viser tallene fra Experian.
Den gode stemning skyldes dels, at bankerne har lettet på kreditten, dels en bedre indenlandsk økonomi herhjemme, siger Frank Papsø, nordisk direktør hos Experian til TV 2 Finans.
Han ser interesse for at starte en bred pallette af nye virksomheder. Elektriker, fotohandler og web-innovation.
- Og for første gang længe er der større interesse for detailhandel. For at starte egen butik fremfor at starte en internetbutik, siger Frank Papsø til TV 2 Finans.
Ifølge Papsø vil den positive udvikling med flere nystartede virksomheder fortsætte. Samlet tegner året til at ende på samme niveau som i 2006.