En lang nat med forstoppelse og for sen sygemelding endte med en fyreseddel for en VVS-elev i Helsingør.
Det skriver fagforbundet 3F.
Eleven havde været hos lægevagten om aftenen og fået medicin, som han havde kvittering for. Alligevel kunne han først sove ved fire-fem tiden den følgende morgen og meldte sig syg halvanden time for sent.
Men nu har Tvistighedsnævnet, der er nedsat af Undervisningsministeriet fastslået, at uddannelsesaftalen ikke var misligholdt. Og derfor skal arbejdsgiveren betale 50.000 kroner til eleven, der har arbejdet for firmaet i flere år.
"Den aktuelle sag viser, at der skal være tale om en væsentlig misligholdelse af uddannelsesaftalen," siger advokat Michael Elof Nielsen fra advokatfirmaet Norrbom Vinding i København til 3F.
Eleven havde tidligere været syg og sendte afbud på sms, hvilket hans arbejdsgiver var utilfreds med, skriver 3F. Derfor havde han fået påbud om at melde sig syg senest klokken 7 - en besked han havde modtaget som en advarsel.
Virksomheder må gerne fastlægge regler for sygemeldinger.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at de kan fyre ansatte, der overtræder bestemmelserne, hvis der f.eks. er lovlige grunde til, at sygdom meldes for sent.