Det skal være slut med grise, der dør og mishandles i trange dyretransporter.Den melding kommer nu fra den danske eksport- og transportbranche.
På et møde i eftermiddag valgte de to firmaer Sam Mark og Dansk Transport og Logistik, DTL, at tilslutte sig Dansk Landbrugs og Danske Svineproducenters tiltag fra tidligere i dag om øjeblikkeligt at sætte en stopper for de lange svinetransporter ud af EU. Alle transporter med både avls- og produktionsdyr er derfor indstillet med øjeblikkelig varsel.
Udmeldingen kommer efter, at en dokumentarfilm på Danmarks Radio søndag aften afslørede de kummerlige forhold om bord på en svinetransport, der blev stoppet i Letland. Her var flere grise døde, mens andre var udsultede eller led af vandmangel.
- Branchen kan ikke leve med, at disse typer af sager bliver ved med at dukke op, siger administrerende direktør i DTL, Erik Østergaard.
Han mener, sagerne giver branchen et dårligt ry. Og det skader de chauffører, der følger reglerne.
Det er den fynske vognmand Peter Ottesen, der er ansvarlig for den dyretransport, der blev vist på DR. Fødevarestyrelsen har nu med øjeblikkelig varsel forbudt vognmanden at tranportere levende dyr.
- Jeg er meget tilfreds med, at Fødevarestyrelsen handler prompte og resolut. Jeg lovede, at myndighederne ville bruge alle regler, forordninger og love til at få bremset de helt uacceptable forhold, som vi har været vidne til på tv gennem de seneste uger. Der er sat en effektiv administrativ bom ned for hans fortsatte kørsel med grise fra Danmark. Det er jeg glad for, siger familie- og forbrugerminister Carina Christensen.
På mødet mandag eftermiddag besluttede transportbranchen desuden at nedsætte et udvalg, der skal sikre at dyrene får det bedre på de lange transporter. Udvalget består af repræsentanter fra Dansk Svineproduktion, SPF, DTL og SamMark.