Voeckler vil slås med Chris Anker i morgen

Chris Anker Sørensen har fået endnu en konkurrent i kampen om bjergtrøjen, nemlig vinderen af 10. etape.

Vinderen af 10. etape i Tour de France, franskmanden Thomas Voeckler, meldte sig straks efter sejren som udfordrer til Chris Anker Sørensen og alle de øvrige bjergryttere, der jagter den prikkede bjergtrøje.

Europcar-rytteren sikrede sig bjergtrøjen på onsdagens etape, og han har i sinde at forsvare den allerede fra i morgen formiddag, når rytterne skal op ad Col de la Madeleine, hvor også danskeren har planer for et udbrud.

- Jeg har 28 point nu, og der er 25 point at køre om på den første bjergtop i morgen. Den er et mål for mig, siger Thomas Voeckler.

- Jeg tager Tour de France dag for dag, og jeg har hele tiden vidst, at den gule trøje ikke er en mulighed i år. Nu kan jeg gå efter bjergtrøjen, siger Thomas Voeckler.

Franskmanden havde åbenbart planer for bjergtrøjen hele vejen fra Macon til Bellegrade-sur-Valserine på onsdagens 10. etape.

Da rytterne nærmede sig etapens store stigning, lavede franskmanden en aftale med de andre i udbruddet.

- Jeg sagde til de andre, at jeg var klar til at lave det meste arbejde, hvis de ville lade mig tage pointene på toppen, siger Thomas Voeckler.

Finalen mellem udbryderne var ren overlevelse, og franskmanden viste sig som den stærkeste.

- Finalen var meget, meget hård, siger Voeckler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.