Det startede med en jagt på den prikkede bjergtrøje, men sluttede med sejren for Thomas Voeckler på Tourens 16. etape, hvor Chris Anker Sørensen blev nummer to.
- Jeg kørte simpelthen fra bjergtop til bjergtop, for mit mål var bjergtrøjen. Men da jeg så kunne se, at etapesejren var inden for rækkevidde, så gik jeg efter den, siger Thomas Voeckler.
Europcar-rytteren vandt bjergetapen foran Chris Anker Sørensen, som kom i mål 1,40 minutter efter franskmanden.
- Der er ingen hemmeligheder efter 197 kilometer i bjergene. Det er benene, der taler i dag, siger Thomas Voeckler
- For at være helt ærlig, så er jeg stolt over min præstation i dag.
- På Tourmalet måtte jeg virkelig slide i det, for hullet var ikke så stort.
Det er franskmandens anden etapesejr i årets Tour de France, og han tilskriver sin dårlige placering i klassementet, at han har været i stand til at få to etapesejre.
- Hvis jeg var nummer 15 i klassementet, kunne jeg ikke køre på den måde. Men det, at jeg er så langt efter, gør det muligt for mig at køre på den måde, jeg præcis gerne vil, siger Thomas Voeckler.
Efter onsdagens etape avancerede franskmanden dog nogle pladser i den samlede stilling, hvor han nu er nummer 23.
/ritzau/