Ritzau
Opdateret kl. 13:51
Fodboldspilleren Nicklas Bendtner er tilbage på træningsbanen i Rosenborg, efter at han i sidste weekend blev sendt ud af den danske VM-trup.
Det var en lyskeskade, der fik landstræner Åge Hareide til at droppe den erfarne angriber, men Bendtner ser ud til at være i bedring.
Rosenborg skriver på Twitter, at Bendtner deltog i træningen med klubkammeraterne lørdag formiddag, og med mindre lysken reagerer negativt på træningen, kan han få comeback allerede på mandag.
- Vi har haft god kontakt med Nicklas hele vejen, og han har haft fin fremgang, siger Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen på klubbens Twitter-konto.
- Vi tog ham tilbage hertil for at teste ham her. Så får vi se, om han får nogen reaktion på testene, men får han ikke det og træner 100 procent i morgen (søndag, red.), så er han med mod Tromsø, lyder det.
Eliteserien i Norge fortsætter ufortrødent hen over sommeren, eftersom Norge ikke er med ved VM.
Efter udekampen i Tromsø på mandag er Rosenborgs næste kamp 24. juni hjemme på Lerkendal mod Vålerenga.
/ritzau/