Det startede som en protest mod dyrere billetter i busserne, og nu har det udviklet sig til enorme demonstrationer.
De brasilianske gader var præget af voldsomme kampe og enorme demonstrationer, da over en million mennesker var på gaden torsdag aften og nat.
Uroen blussede op i mere end 80 byer i landet, hvor demonstranterne de sidste dage er strømmet på gaderne til den opstand, der egentlig blot startede som en protest mod dyrere billetter i bybusserne.
Men uroen er eksploderet og demonstranternes slagord skyder nu bredt på korrupte politikere, bedre offentlig service og et generelt systemskifte, og analytikere sammenligner forløbet med det i Tyrkiet, hvor uroen blusser op efter i længere tid at have ligget og ulmet under overfladen.
Den ekstreme situation kommer ekstra ubelejligt for Brasiliens regering, mens hele verdens øjne er rettet mod landet. Sydamerikas største land er netop nu vært for den store fodboldturnering Confederations Cup, desuden kommer paven kommer på besøg i næste måned, ligesom landet skal stå for både VM i fodbold i 2014 og OL i 2016.