VM-udvidelse giver usikkerhed om nyt dansk værtskab
Handball Mens World Championships - Denmark - Chile Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det kan blive for dyrt for Danmark at arrangere håndbold-VM for herrer i 2025 på grund af VM-udvidelse.

Aktuelt er de bedste mandlige håndboldspillere samlet til VM i Danmark og Tyskland, men det er ikke sikkert, at Danmark skal være vært for VM i fremtiden.

Slutrunden udvides fra 24 til 32 hold, og det kan få betydning for, om Danmark arbejder videre med idéen om at planlægge VM i 2025 sammen med Norge og Schweiz, eller om de tre nationers fællesprojekt falder til jorden.

Det siger Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund (DHF), til Jyllands-Posten.

- Sammen med Norge og Schweiz har vi meddelt IHF (Det Internationale Håndboldforbund), at vi som udgangspunkt stadig er interesserede, men at vi er nødt til at afvente de præcise vilkår, ikke mindst økonomisk, inden vi kan gå videre med det.

- Da vi afleverede vores "letter of intent" (hensigtserklæring om at byde på VM-værtskabet, red.), var det for et VM med 24 hold. Nu ender det på 32 hold, og det er en anden forudsætning, siger generalsekretæren.

Et øget antal hold vil være lig med flere udgifter, siger Morten Stig Christensen.

Derfor afventer DHF blandt andet, om IHF vil give et større tilskud til værtsnationerne.

/ritzau/

/ritzau/