Omtanke i dagligdagen er lige så vigtigt som gode præstationer på banen, hvis man ønsker at blive en del af Englands trup til VM i Sydafrika.
Sådan lyder det utvetydige signal fra træner Fabio Capello, der for nylig hev anførerbindet af John Terry, som havde været sin kone utro.
"Spillerne bliver nødt til at forstå, hvordan jeg ønsker, tingene skal være, hvis de vil forblive en del af mine planer. Det er meget vigtigt, hvis vi skal fungere som gruppe," siger Capello, der til sommer skal forsøge at føre England til den første VM-titel siden 1966.
England spiller venskabskamp mod Egypten 3. marts, og inden vil italieneren holde et møde med fokus på holdånd og personlig disciplin.
Med i truppen til kampen er både John Terry og Wayne Bridge. Det var sidstnævntes ekshustru, som Terry havde et sidespring på lagnerne med.
Wayne Bridge er i øjeblikket førstevalg til venstre back på holdet, fordi Ashley Cole er ude med en alvorlig skade.
Netop Cole har også haft ufrivillig fokus på sit privatliv i den senere tid, hvor han har været involveret i en skilsmisse fra sin hustru, sangerinden Cheryl Cole.
Det engelske landshold indleder sin VM-kampagne mod USA den 12. juni.