Ishockeylandsholdet tager lørdag hul på A-VM i Schweiz, men mange afbud til holdet gør, at en kvartfinaleplads næppe er realistisk.
Det vurderer ishockeytræner og ekspertkommentator Olaf Eller.
"En kvartfinale i år er tæt på at være urealistisk. Vi har ikke så mange backs at vælge imellem, og når Michael Eskesen og Stefan Lassen ikke kan være med, ser det skrøbeligt ud. Desuden er målmandsposten et stort spørgsmålstegn," siger Eller ifølge politiken.dk.
Han begrunder i øvrigt sin holdning med, at både Jannik Hansen og Frans Nielsen har meldt fra til VM, fordi de har forpligtelser hos deres amerikanske NHL-klubber.
Hvis Danmark skal undgå at havne i nedrykningsspillet, skal der vindes minimum én kamp i den indledende runde. Første chance kommer mod Tjekkiet i åbningskampen lørdag aften.
I 2007 opnåede Danmark en 10. plads, hvilket er det hidtil bedste resultat nogensinde.