Flere end 1400 betjente og soldater rykkede søndag ind i en af Rio de Janeiros mange ghettoer, de såkaldte favelaer, hvor de vil genoprette roen og loven.
Området tæt på byens internationale lufthavn har i høj grad været kontrolleret af kriminelle bander, men det vil de brasilianske myndigheder have ændret. Især med det kommende fodbold-VM til sommer og tusindvis af udenlandske turister in mente.
Der blev ikke affyret et eneste skud ved operationen, og myndighederne forventer nu at oprette midlertidige politistationer i området, samt at lade soldater patruljere i kvarteret, så kriminaliteten kan blive holdt nede.
Myndighederne har overtaget kontrollen med flere af de ellers svært belastede ghetto-områder, men de kriminelle har flere steder svaret igen med angreb på de nyoprettede politistationer.