Danmark har flere gode medaljebud til VM i sejlsport, der begynder torsdag klokken 12 i Aarhus.
Af i alt 55 deltagende danskere har disse sejlere de bedste chancer for at ende med medaljer, når de bliver uddelt i slutningen af næste uge fra torsdag til søndag.
* Anne-Marie Rindom:
Den 27-årige sejler kæmper i Laser Radial, og hun tilhører den absolutte verdenstop. I 2015 blev hun verdensmester, og året efter blev det til bronze ved OL i Rio. Hendes største rival er hollænderen Marit Bouwmeester, der er regerende verdens- og olympisk mester.
* Christian Peter Lübeck og Lin Ea Cenholt:
Duoen vandt i juli EM-bronze i bådklassen Nacra 17, der er en katamaranbåd og VM's eneste mixklasse med en mand og en kvinde. Danskerne tilhører normalt toppen af feltet, men det er alligevel usikkert, om de kan holde niveauet under hele VM, efter at Lübeck i februar fik skåret lægmusklen over at et ror og ikke var på vandet i hele foråret.
* Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen:
De to Aarhus-sejlere udgør det bedste danske medaljebud i 49er. 39-årige Warrer, der i 2008 vandt OL-guld med Martin Kirketerp, slog sig i foråret sammen med den 20 år yngre Jakob Precht Jensen. Duoen varmede i juni op til VM med at vinde Kieler Woche i deres blot tredje internationale konkurrence sammen.
* Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen:
Sidste år vandt duoen VM-titlen i 49erFX, og de stiller derfor op i Aarhus som regerende verdensmestre. Danskerne har tilhørt toppen i flere år, og til OL i Rio i 2016 fik de bronze. Det danske toppar er dog hæmmet af, at de først begyndte VM-træningen 9. juli, da Jena Mai Hansen gennem flere måneder havde sit fokus på havkapsejladsen Ocean Volvo Race.
* Ida Marie Baad og Marie Thusgaard:
De to aarhusianerne tilhører også topfeltet i 49erFX og endte sidste år på fjerdepladsen ved VM. De har tidligere vundet både VM-sølv og VM-bronze. Den hårde konkurrence i 49erFX betød, at de ikke havde mulighed for at repræsentere Danmark ved OL i 2016, da hver nation blot må stille med en båd.
* Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby:
De to sejlere er Danmarks tredje bud på en medalje i 49erFX. For to år siden vandt Anne-Julie Schütt VM-sølv med sin søster Maiken i Florida. Storesøsteren er nu skiftet ud med Iben Nielsby, og duoen arbejder på, at det bliver dem, der får mulighed for at repræsentere Danmark til OL i 2020.
* Sebastian Fleischer:
Den 24-årige windsurfer stiller op i RS: X. Han har flere gange i foråret vist, at han kan kæmpe med i toppen af feltet. I marts opnåede han karrierens bedste resultat med en tredjeplads ved det stærkt besatte stævne Trofeo Princesa Sofia på Mallorca.
/ritzau/