Når VM torsdag aften bliver skudt i gang med Brasilien-Kroatien, så bliver det spillet på græs fra Danmark.
Ligesom for fire år siden ved slutrunden i Sydafrika er græsfrøproducenten DLF-Trifolium, der ejes af 4000 danske landmænd, udvalgt til at levere underlaget til samtlige kampe under VM.
VM-opgaven er forbundet med stor prestige for DLF, der også er græsleverandør til storklubber som Manchester United og Chelsea.
- Det er et kvalitetsstempel at levere græs til VM. Det er klart, at det er en af de helt store opgaver, siger Søren Halbye, der er koncernsalgs- og marketingsdirektør.
Flere af verdens førende græsproducenter har budt ind på opgaven med at levere det græs, der skal leve op til en lang række krav i forbindelse med fodboldslutrunden. Det skal være slidstærkt og se godt ud under hele turneringen.
Det internationale fodboldforbund, Fifa, valgte i sidste ende græsfrøene fra de danske landmænd.
- Sorterne er specielt udvalgte. De skal være sygdomsresistente og slidstærke. Samtidig skal de spire under de rigtige temperaturer, siger Halbye.
DLF er i teorien færdig med VM-opgaven, da græsfrøene for længst er sendt til Brasilien. De seneste uger er det lokale groundkeepers, der har sørget for, at græsset ser godt ud, når VM skydes i gang.
- Det er ikke vores opgave at passe og pleje græsset. Vores arbejde var slut, da vi leverede frøene.
- De lokale folk ved mere om plejen af græsset. De er agronomer og kender vækstlagene og forholdene på stadion bedre end os. Vi er rigtig gode til at forædle sorterne. Derefter tager de over, siger han.
- Succeskriteriet er, at spillerne synes, at det er et fedt græstæppe. Publikum skal også synes, at det ser godt ud. Det ultimative succeskriterie vil være at få lov til at levere til næste VM.
- Det vil være et mareridt, hvis banerne er grimme eller bliver slidt hurtigt. Selv om det ikke er vores ansvar, så er det jo træls, siger han.
/ritzau/