Danmark bliver vært for badminton-VM - både det individuelle og hold-VM.
Det individuelle VM i badminton kommer til landet i 2023, mens hold-VM for både mænd og kvinder, Thomas Cup og Uber Cup, allerede kan ses på dansk jord i 2020.
Det har Det Internationale Badmintonforbund (BWF) besluttet mandag, skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
- Vi glæder os til at tilbyde alle badmintonfans endnu en oplevelse med sportens absolut største stjerner på den største scene, siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, i en pressemeddelelse.
Thomas Cup og Uber Cup vil i 2020 finde sted i Aarhus, mens det individuelle VM i 2023 skal foregå i Royal Arena i København.
Mens Danmark fire gange tidligere har afholdt det individuelle VM - senest i 2014, så er det første gang nogensinde, at Thomas Cup og Uber Cup skal spilles i Danmark.
Og det er hele 36 år siden, at turneringerne seneste var på europæisk grund, da England var værter.
Badminton Danmark har arbejdet sammen med Sport Event Danmark om at stykke de to bud sammen, som altså imponerede BWF nok til at kigge Danmarks vej.
- Med dagens afgørelse styrker BWF partnerskabet med dansk badminton. Danmark er en stærk eventnation og dermed et attraktivt sted at afvikle vores største mesterskaber, siger Poul-Erik Høyer, præsident i BWF.
/ritzau/