Søndag aften var der uro i flere franske byer, heriblandt hovedstaden Paris, efter Frankrigs VM-triumf.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
På gaden Champs-Élysées i det centrale Paris brød omkring 30 personer ind i en butik, smadrede vinduerne og løb derfra med vin- og champagneflasker.
Flere bar masker og filmede sig selv, mens de plyndrede butikken.
Nogle kastede ting som flasker og stole efter franske politistyrker, som svarede igen med tåregas.
Tidligere havde mange tusinde festet på den lange gade, efter Frankrig slog Kroatien med 4-2 i VM-finalen i Moskva.
Men i takt med at der opstod tumult mellem flere grupper på gaden, begyndte de festglade folk at forlade stedet.
Omkring 23.30 brugte politiet en vandkanon til at sprede de tilbageværende uromagere.
I byen Lyon kom det også til sammenstød mellem politi og omkring 100 unge, hvor nogle angiveligt havde kravlet op på en politibil under en storskærmsvisning af kampen i byens centrum.
Også her blev der kastet objekter efter politiet og skraldespande blev sat i brand. Politiet brugte tåregas til at sprede gruppen af unge.
I Marseilles blev ti personer anholdt, efter to personer fra sikkerhedsstyrkerne blev såret under urolighederne.
Få steder skete der ulykker, der resulterede i dødsfald.
I den sydøstlige by Annecy døde en 50-årig mand af en brækket nakke, da han hoppede ned i en smal kanal, da kampens slutfløjt lød.
Og en mand i 30'erne døde i en bilulykke i den lille by Saint-Felix i Nordfrankrig, da han under fejringen kørte sin bil ind i et træ.
I Paris var der udstationeret omkring 4000 politi- og sikkerhedsstyrker til at holde øje med de store forsamlinger, der samlede sig på gaderne.
Der var samtidig sat omfattende barrierer op omkring Champs-Élysées, der forhindrede køretøjer i at komme ind til gaden.
/ritzau/