FIFA sætter senere på eftermiddagen endeligt navne på de lande, som skal byde hele fodboldverdenen velkommen som VM-værter.
Værtsskabet til turneringerne i såvel 2018 som 2022 står på spil.
Og det handler langt fra kun om glæden ved elegante driblinger og overbevisende mål.
Det drejer sig om penge. VM-fodbold har vokset sig til en gigantisk business, der kun konkurrerer med OL om at være klodens største sportsforretning.
England, der byder ind på 2018-værtskabet, forventer, at et fodbold-VM på britiske hænder vil være guld værd for landets økonomi. Helt præcist 26,7 milliarder kroner, lyder de officielle beregninger. Det skriver CNN.
Derfor har såvel fodboldikonet David Beckham som premierminister David Cameron kastet sig indædt ind i kampen for at sikre værtsskabet.
Foruden England byder Rusland, Belgien-Holland samt Portugal-Spanien ind på 2018-værtsskabet, mens Australien, Japan, Quatar, Sydkorea og USA kæmper om årstallet 2022.
Kilde: CNN , BBC