Den danske cykelkvartet med Michael Mørkøv, Casper Jørgensen, Jens-Erik Madsen og Alex Rasmussen vandt fredag aften VM-bronze i den klassiske disciplin, fire 4 km. holdforfølgelsesløb.
Danmark afviste klart New Zealand, der var omkring halvandet sekund langsommere end danskerne. Og det er lang tid i banecykling. At det danske hold var hurtig, vidner tiden om. De 4.04,930 var en ny dansk rekord, og en markant forbedring af samme holds tid fra kvalifikationen.
Det var den første danske medalje i holdløbet siden 1983, og det giver håb om flere medaljer ved OL i Beijing næste år.
- Det giver os for alvor troen på, at vi kan kan lave et stort resultat ved næste års OL, siger Michael Mørkøv til Politiken.dk.
Danmarks Cykle Union mener også, at bronzen giver berettiget håb om OL-metal.
- Nu kan de ikke gå og gemme sig og sige, at de er glade for en sjetteplads. Nu vil vi også have en medalje ved OL, siger DCU-direktøren Jesper Worre til politiken.dk
Der kan allerede komme mere VM-metal til Danmark søndag, når Michael Mørkøv og Alex Rasmussen kører parløb. Begge med enorm selvsikkerhed og selvtillid på bagagebæreren.