I gårsdagens kamp mod Rumænien fik den danske playmaker, hvad der først lignede en overfladisk skade, i dag viser en scanning noget helt anden:
Dommen lyder nemlig på, at Thomas Mogensen har fået en fiberskade i sit bageste korsbånd. Og det er ikke en skade, man bare kan løbe væk. Den danske landsholdslæge Steen Bo Kalms anslår, at danskeren må holde seks uger pause.
"Populært sagt kan man sige, at Thomas har en fiberskade i sit bageste korsbånd. Intet er revet over, men det vil være for risikabelt at lade ham spille videre, da skaden kan forværres," siger lægen i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.
Tabet af Thomas Mogensen er stort. I går var han utvivlsomt omdrejningspunktet i det danske angreb.
"Der er tale om et alvorligt tab for os. Thomas er i øjeblikket i sit livs form, og han er en nøglespiller i begge ender af banen," siger Ulrik Wilbek.
Det 19-årige stortalent Rasmus Lauge er blevet kaldt ind istedet for Mogensen og han er allerede med, når Danmark i aften møder Serbien.