25,6 milliarder kroner, 30 milliarder kroner, 31,5 milliarder kroner eller 18-31,5 milliarder kroner.
Så forskellige er de beløb, som VKO mener, S og SF vil hæve skatten med, hvis de kommer til magten.
Under Folketingets åbningsdebat hævdede Henriette Kjær (K), at oppositionen ville hæve skatten med 25,6 milliarder kroner. Det tal er noget lavere end Lars Løkke Rasmussens (V) 30 milliarder kroner, som han angav i aftes i en tv-debat med Helle Thorning-Schmidt (S).
Statsministerens politiske ordfører Peter Christensen (V) fastsatte i dag tallet til 31,5 milliarder kroner, mens Kristian Thulesen Dahl (DF) så lakonisk konstaterede, at skattestigningen tilsyneladende ikke kan fastsættes præcist.
"Noget tyder på, at tallet ligger et sted mellem 18 milliarder kroner, som S og SF hævder, og så 31,5 milliarder kroner, som Peter Christensen fremfører," lyder vurderingen fra Thulesen Dahl.