Regeringen skal ikke føle sig for sikker på at kunne lave flertal kun med Dansk Folkeparti. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har tilsammen 89 mandater, men med færøske Edmund Joensens støtte har VKO-blokken flertal.
Nu siger Edmund Joensen, at han ikke vil være tungen på vægtskålen.
- Da jeg i dag (onsdag) talte med Anders Fogh Rasmussen (V), sagde jeg til ham, at jeg har nogle spørgsmål, som jeg vil drøfte med ham. For eksempel vil jeg ikke være den afgørende stemme i Folketinget, når indenrigspolitiske spørgsmål skal afgøres, siger Edmund Joensen ifølge Fyens.dk.
Det betyder, at Anders Fogh Rasmussen kan blive nødt til at hente støtte hos Ny Alliance og Dansk Folkeparti på samme tid.
Det andet færøske folketingsmedlem, Republikanernes Høgni Hoydal, har nemlig ikke tænkt sig at afstå fra at stemme, hvilket ellers kunne neutralisere Joensens manglende stemme og opretholde et VKO-flertal for indenrigspolitiske beslutninger.
- Man kan ikke gå rundt og spille uskyldig i politik, og stemmen kan være afgørende. Hvad enten vi stemmer ja, nej eller ved-ikke. Vi vil stå i en ganske almindelig forhandlingsposition, hvor vi afvejer de sager, som vores parti står for. Så svarer det til, at en mindretalsregering forhandler, siger Høgni Hoydal til Fyens.dk.