Er Irak et land i borgerkrig, i krig, eller er der bare kaos? Én ting er sikkert, og det er, at Irak er et usikkert land at leve i.
Imens har Danmark nu besluttet sig for at sende 583 afviste asylansøgere tilbage til Irak. Man skulle tro, at vi nu – med den situation, som vi selv har været med til at skabe i Irak – var klar til at lade asylansøgere, som i gennemsnittet har været i Danmark i fem år, få opholdstilladelse.
Det kan vi ikke, fordi DF jo skal kunne prale med at have afvist så mange som muligt.
Menneskerettigheder og demokrati er begreber, som bliver brugt i flæng af VKO, men hvornår tager de ansvaret for alle de brud, de selv er skyld i? Hvordan kan politikere i et demokratisk land være så ligeglade med andre menneskers skæbne – mennesker, der allerede har oplevet flere år i uvished og under forfærdelige vilkår i forfærdelige danske lejre?