Regeringen er klar til at gribe ind, hvis Danmark rammes af et nyt økonomisk tilbageslag.
Det siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Berlingske.
Meldingen kommer efter massive fald på verdens børser og en nedjustering af USA's kreditværdighed.
Claus Hjort Frederiksen mener dog stadig, at dansk økonomi er inde i "et meget ujævnt opsving", og at regeringen er godt igang med at skaffe Danmark et økonomisk råderum."
"Grunden, til at jeg holder fast i den her politik, er, at vi er nødt til at konsolidere økonomien, så hvis vi om tre, fire, fem måneder får et virkeligt tilbageslag i dansk økonomi, så har vi skaffet os selv en økonomisk handlefrihed, som vi så kan bruge i den situation," siger han til Berlingske.
Liberal Alliance efterlyser en fælles økonomisk kriseplan fra de borgerlige. Mens Socialdemokraterne og SF vil have fremrykket offentlige investeringer for at sparke til væksten.
Claus Hjort Frederiksen vil "se tiden an". Samme melding lyder fra tidligere overvismand Torben M. Andersen.
"Det er lidt for tidligt at sige 'go' i den sag, men det er klart, at risikoen for, at der bliver behov, er kraftigt stigende," siger han til Berlingske.