Den danske badmintonspiller Hans-Kristian Vittinghus skulle i den kommende uge have været blandt deltagerne i China Open, men en forestående operation tvinger ham til afbud til Super Series Premier-turneringen.
Således har han fået blindtarmsbetændelse, oplyser han på Twitter.
- Skulle være i Fuzhou for at spille China Open, men min blindtarm havde andre planer. Klar til min operation for blindtarmsbetændelse snart. Jeg klarer mig, skriver han.
Teksten er ledsaget af et billede, der viser, at han absolut er ved godt mod.
Vittinghus nåede at være en del af lodtrækningen til China Open, hvor han var seedet otte i herresingle.
Rækken har dansk islæt i form af Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen, der begge er seedet til at nå semifinalerne.
Turneringen begynder på tirsdag.
/ritzau/