Den danske badmintonspiller Hans-Kristian Vittinghus var ikke blandt de udtagne spillere, da Badminton Danmarks sportslige ledelse fredag udtog truppen til europamesterskaberne i april.
Bedømt på den aktuelle verdensrangliste er Vittinghus den tredjebedste dansker, men han måtte se de fire billetter i herresingle gå til Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Rasmus Gemke og Jan Ø. Jørgensen (wildcard).
Det er Vittinghus mildest talt utilfreds over.
- Det er åbenbart ikke nok at være den tredjebedst rangerede spiller, indleder Vittinghus på sin Facebook-side.
Vittinghus, der selv er nummer 19 i verden, er fortørnet over, at Rasmus Gemke (nummer 37 i verden) har fået pladsen i stedet for ham.
- Jeg er frustreret for at sige det mildt. EM har meget høj prioritet for mig i år af flere grunde. For at være ærlig er jeg er jeg ikke bare frustreret, men også ked af det, irriteret, lidt vred og ekstremt skuffet over ikke at skulle spille.
- Jeg mener, at jeg har bevist mig mere end nok til at være med, så jeg er ærligt talt chokeret over at være udeladt af holdet, siger Vittinghus og fortsætter:
- Trænerne har deres grunde, som jeg absolut ikke er enig i, men jeg har intet andet valg end at respektere det.
- Men det bekræfter bare, hvad jeg har sagt tidligere: At de nationale forbund har alt for meget magt i vores sport.
- Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det ikke er de bedste spillere, der kvalificerer sig til de individuelle begivenheder.
- Holdbegivenheder er naturligvis en anden sag, men det er absurd, at man potentielt kan være verdens bedste spiller og stadig ikke være sikker på at blive udtaget til de kontinentale mesterskaber eller VM for den sags skyld.
Sportschefen i Badminton Danmark, Jens Meibom, har forståelse for Vittinghus' skuffelse.
- Det har forståelse for, faktisk en forventning om. Og jeg vil gerne understrege, at HK (Hans-Kristian Vittinghus, red.) ikke har spillet sig af.
- Når vi udtager, er det en afvejning af resultater og det at give mesterskabserfaring til en ung spiller, og derfor har vi valgt Rasmus Gemke. Vi har også ansvar for at kigge fremad, forklarer Jens Meibom.
EM spilles i spanske Huelva fra 24. til 29. april.
/ritzau/