Husk vitaminpillen. Sådan må rådet lyde til gravide, for vitaminerne viser sig nu at have en god effekt mod for tidlig fødsel.
Der er 16 procent mindre risiko for at føde for tidligt. Det viser resultatet af et et studie foretaget af amerikanske og danske forskere i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Clinical Nutrition, skriver Ingeniøren.dk.
Resulatet gælder kvinder der tager almindelige multivitamin-vitaminpiller umiddelbart før og i de første 12 uger af graviditeten.
"Det er et enestående resultat, som ikke er observeret i andre studier, men der findes heller ikke andre studier, der er så store som dette," fortæller overlæge Sjurdur Frodi Olsen, Statens Seruminstitut, en af forfatterne bag den videnskabelige artikel, til Ingeniøren.dk.
Selvom undersøgelsen viser de gavnlige effekter af vitaminpiller bør myndighederne ikke anbefale det.
"Man skal være ekstremt forsigtig med at bede folk om at ændre livsstil på baggrund af enkelte forskningsresultater. Vores resultater skal afprøves og bekræftes af andre først," siger Sjurdur Frodi Olsen til Ingeniøren.dk.
Undersøgelsen bygger på 36.000 gravide.
Kilde:Ingeniøren.dk.