Hvis regeringen vælger at genindføre tvungen pensionsopsparing, vil det få danskerne til at spare på forbruget.
Det siger Jan Rose Skaksen, professor i økonomi på Copenhagen Business School og medlem af Det Økonomisk Råd. Han henviser til, at SP-bidraget, ifølge beregninger fra Det Økonomiske Råd, vil begrænse forbruget i Danmark med en halv procent.
-Der er ingen tvivl om, at en geninførsel af SP-bidraget vil have en mærkbar effekt. Det vil sikkert være mange mennesker, som vil bruge færre penge på sig selv, hvis de tvinges til at spare mere op til pension. En procent af din løn er trods alt et mærkbart beløb, siger Jan Rose Skaksen.
Jyllands-Posten erfarer, at regeringen i de kommende finanslovsforhandlinger vil forsøge at genindføre det særlige pensionsbidrag på en procent af lønnen for at undgå overophedning af landet økonomi.
SP-bidraget blev indført i 1997, under protester fra den borgerelige opposition, og afskaffet igen i 2004.
Ifølge Jan Skaksen er netop SP-bidraget et fornuftigt redskab i en tid med lav arbejdsløshed.
-Men generelt er det noget rod at regulere konjunkturer med folks private opsparing. Det er svært for folk at lave en langsigtet plan for deres penge, hvis man flere gange ændrer deres pensionsopsparing. Et mere oplagt alternativ er skatter og afgifter, men det ønsker regeringen som bekendt ikke, siger Jan Rose Skaksen.