Aktivering er ikke vejen til at få ledige i arbejde. Hvis man vil have dem i arbejde skal ledige troppe op på det lokale jobcenter minimum et par gange om måneden og tale med en rådgiver om fremtid og kompetencer.
Det siger vismændene i deres nye rapport.
Ikke desto mindre får kommunerne i dag større økonomisk tilskud, hvis de sender en ledig i aktivering frem for i et mere langstrakt forløb.
"Det er uhensigtsmæssigt, at jobcentrene har et incitament til at sende folk i aktivering, fordi man så får en hurtigere kompensation, end hvis de er på passive dagpenge. Dermed risikerer man at få billig, ineffektivt aktivering frem for et forløb med kvalitet i," siger medlem af det økonomiske råd, Michael Rosholm.
Ifølge vismændene vil ledigheden vokse til ca. 170.000 frem til 2011, hvor arbejdsløsheden topper. Dermed er der også udsigt til, at antallet af langtidsledige vil stige de kommende år.
"I en tid med flere langtidsledige er det vigtigt hurtigt at få afklaret, hvor parate, de ledige er, hvilke kompetencer, de har brug for og få lavet en plan for, hvordan man får dem tilbage," siger han.