Udsigten for den danske økonomiske vækst er meget usikker. Det er tvivlsomt, om den kommer op i gear næste år.
Sådan lyder vurderingen fra de økonomiske vismænd, der torsdag fremlægger deres efterårsrapport.
Her vurderer vismændene, at der er en reel risiko for, at økonomien fortsat står i stampe helt frem i 2014. Årsagen er blandt andet den svage økonomiske udvikling i Europa.
Men selv om det kunne gavne økonomien næste år med en finanspolitisk vitaminindsprøjtning, så fraråder vismændene det.
- Den sløje økonomiske udvikling taler i sig selv for en mere lempelig finanspolitik i 2013, men det kunne bringe os i karambolage med EU-henstillingen og må frarådes, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet, og fortsætter:
- Danmark er allerede gået langt med kreative stimulans-tiltag, og grænsen for det er formentlig nået.
Med andre ord: Selv om økonomien fortsat snegler sig af sted i slæbesporet, skal politikerne afholde sig fra nye initiativer end det, regeringen har gennemført. Vismændene anbefaler at gemme det finanspolitiske krudt.
- I nogle år fra 2014 og frem er der stadig udsigt til, at aktivitetsniveauet vil ligge under det normale niveau, og fra 2014 begynder arbejdsstyrken at stige hurtigere som følge af tilbagetrækningsaftalen og andre reformer.
- Meget taler for at gemme det finanspolitiske krudt til 2014 og frem, hvor der muligvis kan blive god brug for at stimulere økonomien, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
I år får Danmark en beskeden vækst på 0,2 procent. Dermed har den økonomiske udvikling været så sløj, at vismændene på et halvt år har skåret forventningerne til væksten ned med et helt procentpoint.
Næste år venter de en vækst 1,6 procent, men det er et skøn, der er meget usikker.
S-R-SF-regeringen har planlagt at stramme op på finanspolitikken næste år for at leve op til EU's henstilling om at bringe underskuddet på de offentlige finanser ned under tre procent. Og den kurs skal regeringen holde fast i, fastslår vismændene.
De spår, at den gennemsnitlige brutto-ledighed i år vil være på 165.000 og vokse med 9000 næste år til 174.000.
/ritzau/