Det skal være billigere at gå til tandlæge. Til gengæld skal det være dyrere at gå til læge eller komme på tur på skadestuen.
Det foreslår de økonomiske vismænd i deres efterårsrapport, der udkom i dag.
"Ved at brede brugerbetalingen ud får man en mindre forvridning af den statslige støtte. Det er bedre at støtte to steder med 100 kroner end ét sted med 200 kroner," siger medlem af det økonomiske råd Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Newspaq.
Han bruger som eksempel, at nogle danskere i dag undlader at gå til tandlæge, fordi det er for dyrt, mens der måske er for mange, der henvender sig til skadestuen - selv med små skavanker - fordi det er gratis.
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er professor i økonomi ved Københavns Universitet, understreger, at den samlede brugerbetaling ikke skal stige.
"Vores anbefaling er ikke at rokke ved det samlede omfang af brugerbetalingen i sundhedsvæsenet. For det er en grundlæggende politisk præmis," siger han.