Den lokale konflikt, der har hærget i Esbjerg mellem to grupperinger, er ifølge politiet ikke længere anspændt.
Derfor ophæves visitationszonen mandag klokken 18. Den har eksisteret siden 17. august.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Visitationszonen har sammen med andre tiltag været med til at dæmpe konflikten, oplyser politiinspektør Jens Langdal i pressemeddelelsen.
- Zonen har helt klart haft en effekt. Dertil kommer det generelle tryk, vi har haft mod grupperingerne i forhold til efterforskning og patruljering, siger han.
Politiinspektøren forklarer, at indsatsen fortsætter, selv om at visitationszonen ikke gør.
De to grupperinger kommer fra henholdsvis boligområdet Kvaglund og boligområdet Stengårdsvej.
Politiet må i visitationszoner kropsvisitere personer og ransage deres biler uden at have en konkret mistanke om, at de skulle have foretaget sig noget ulovligt.
I perioden har politiet foretaget i alt 738 visitationer.
Politiet har blandt andet konfiskeret en skudsikker vest og flere våben.
Derudover har politiet fængslet 26 bandemedlemmer, dømt 15, udvist én for bestandigt og udvist to betinget.
Flere domme er dog blevet anket.
DR Nyheder har berettet om, at der har været seks skudepisoder forskellige steder i byen, to knivoverfald og flere masseslagsmål i Esbjergs gader og et enkelt på motorvejen.
Rigspolitiet besluttede også at sende 17 ekstra betjente til området for at bistå politikredsen.
/ritzau/