Der er i Hundige ved Greve fortsat en øget risiko for kriminalitet, der udgør en fare for personers liv, helbred og velfærd, vurderer Midt- og Vestsjællands Politi, som derfor forlænger en visitationszone i området.
Det oplyser politiet på Twitter.
- Det er politiets vurdering på baggrund af de seneste hændelser og politiets efterforskning, at der fortsat foreligger en risiko for yderligere voldelige episoder, skriver politiet.
I visitationszoner har politiet ret til uden videre begrundelse at kropsvisitere enhver og ransage alle køretøjer. Det kræver normalt en konkret mistanke, for at politiet har lov til det, og derfor er en visitationszone også kun midlertidig.
Zonen forlænges til og med 15. oktober.
Den blev oprettet 24. september på grund af de seneste bandesammenstød i København og Hundige.
Seneste episode var søndag i Gersagerparken i Greve, hvor to maskerede mænd på knallert affyrede skud mod to personer, der sad på en bænk. Ingen personer blev ramt ved episoden, som udspillede sig omkring klokken 21.30.
- Der er fundet flere patronhylstre dernede, så det ligger fast, at der er blevet skudt, fortalte politiets talsmand, Martin Bjerregaard, om episoden.
Bandekonflikten i Hundige og omegn hænger sammen med en konflikt i København. Her er banden Brothas ifølge politiet blevet splittet, og det har ført til en række skyderier i København og omegn.
- Det er politiets vurdering, at der fortsat er aktivitet i de kriminelle grupperinger, herunder lokalt i Hundige.
- Der har blandt andet siden etablering af visitationszonen været flere episoder, hvor banderelaterede personer er truffet med skudsikker vest eller i besiddelse af slagvåben, skriver politiet.
Politiet ønsker med visitationszonen målrettet at kontrollere, om nogen i området bærer våben. Det skal forebygge alvorlige kriminelle handlinger.
/ritzau/