Vis krigens virkelighed

Da Saddam Hussein, Iraks diktator gennem et kvart århundrede, blev hængt, afviste næsten hele den vestlige verdens medier at bringe den optagne video af henrettelsen. Begrundelsen var, at man ville skåne seere og læsere.
Det er hykleri – og derfor valgte vi straks at offentliggøre linket (www.liveleak.com/view?i=863ce7d4a3) til optagelsen på avisen.dk. Vi har to stærke argumenter:
For det første, at henrettelsen er endnu et eksempel på, hvor langt Irak er fra at være det retssamfund, som de vestlige invasionsstyrker ønsker. Hængning er en primitiv hævnakt – og i det konkrete tilfælde blev Saddam latterliggjort under selve henrettelsen. Det er en uværdig måde at agere på i et såkaldt demokrati.
For det andet, at henrettelsen er tilgængelig for alle i den muslimske verden – og via internettet til resten af kloden. Hængningen er et central emne i den offentlige debat i store dele af verden – og derfor bør vi vise, hvad det er, der tales om. Det ville jo svare til at diskutere Muhammed-tegninger uden at have set dem!
Medierne skal ikke lade sig styre af det glansbillede af Irak-krigen, som de politikere, der har indledt den, ønsker at bringe. Vi skal referere virkeligheden – også den er grufuld. Ellers svigter vi.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.