Viceskoleinspektør Heidi Abildskov, der blev fundet knivdræbt i Virum fredag morgen, pådrog sig afværgelæsioner på underarmene ned mod hænderne.
Det viser obduktionen ifølge ekstrabladet.dk.
- Vi kan nu sige, at drabet er sket inde i villaen i køkken-alrummet, hvor hun har været i kamp med gerningsmanden, der muligvis selv har fået skader.
- Derfor efterlyser vi vidner, der har set en person med snitsår, flænger eller blod på sig, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen, Nordsjællands politi.
Heidi Abildskov blev fundet død kun iført sit nattøj på terrassen lige udenfor terrassedøren. Men de tekniske undersøgelser af villaen viser, at hun er blevet stukket ned i køkken-alrummet.
- Enten er hun blevet slæbt af gerningsmanden ud på terrassen, eller også har hun selv kæmpet sig derud, inden hun er faldet om, siger Henning Svendsen.
Obduktionen startede klokken 10 mandag, men var stadig i gang ved 17-tiden. Politiet håber blandt andet at finde dna fra gerningsmanden, som Heidi Abildskov kan have revet eller kradset.
/ritzau/