I maj var 23.000 arbejdsløse i såkaldt virksomhedspraktik, hvor de arbejder for understøttelsen på godt 16.000 kroner om måneden.
Og det er næsten en fordobling sammenlignet med sidste januar, hvor godt 12.000 arbejdsløse var i virksomhedspraktik i private og offentlige virksomheder, skriver Politiken.
I Fagbevægelsen advarer man mod ordningen, som man mener, koster ordinære job
"Det virker helt forkert, at folk, der har ret til dagpenge, skal gå tre måneder gratis på en virksomhed. De har jo allerede bevist, at de kan have tilknytning, når de er berettiget til at modtage dagpenge," siger konsulent i 3F Poul Hansen til Politiken, og han peger på, at det ofte er den ledige selv, som finder virksomhedspraktikken.
Men det ændrer ikke på, at regeringen i sin vækstplan 'Holdbar vækst' lægger op til at udvide ordningen og hæve grænsen til 13 uger fra de nuværende fire uger, ledige højst har kunnet være i virksomhedspraktik ad gangen.
"Vi har forskernes ord for, at virksomhedspraktik virker. Jeg synes egentlig også, at det er helt indlysende. De arbejdsløse kommer jo ud på arbejdspladser og viser, hvad de dur til, og virksomhederne lærer de arbejdsløse at kende," siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
Kilde: Politiken