Flere virksomheder fastholder beslutningen om at droppe samarbejdet med transportfirmaet Kurt Beier.
Det skriver DR Syd.
I går undskyldte firmaets direktør Karsten Beier for de forhold, som han har budt de filippinske chauffører i containerlejren i Padborg. Men den undskyldning ændrer ingenting, lyder det fra flere virksomheder.
Arla besluttede i sidste uge at stoppe samarbejdet med Kurt Beier, og den beslutning er stadig gældende, lyder det fra Arlas pressemedarbejder Carina Østergaard til DR Syd.
- Vores leverandører skriver under på en code of conduct (retningslinjer for ansvarlighed og god praksis, red.), der kræver, at de overholder regler om arbejdstid, løn og arbejdsforhold. Hvis de ikke bliver overholdt, kan vi ikke samarbejde, skriver hun. På nuværende tidspunkt kommer vi derfor ikke til at ændre vores beslutning i forhold til samarbejdet med Kurt Beier Transport, skriver hun.
Undskyldningen får heller ikke Jysk til at ændre holdning med det samme, siger kommunikationschef Rune Jungberg Pedersen til DR Syd.
- Indtil videre holder vi fast i vores holdning. Selvfølgelig er det glædeligt, hvis forholdene bliver bedre, men vi skynder os ikke at tage en ny beslutning, fordi firmaet bringer en undskyldning i medierne, siger han til DR Syd.
Også DSV og Blue Water Shipping fastholder deres beslutning om ikke at samarbejde med Kurt Beier Transport, skriver DR Syd.
DR SYD