Den danske biotekvirksomhed Genmab skal i løbet af 2018 ansætte 100 nye medarbejdere.
De kommer ikke alle til at arbejde i hovedkontoret på Kalvebod Brygge i København. Der skal også besættes stillinger i selskabets forskningscenter i Utrecht i Holland og på virksomhedens kontor i Princeton, New Jersey i USA.
Det skriver Berlingske Business.
Jan van de Winkel siger til avisen, at han forventer 20-30 nye medarbejdere på adressen på den københavnske havnefront.
- Vi går meget forsigtigt frem og går udelukkende efter toptalenter. Det er faktisk en større udfordring at gå fra 250 til potentielt 350 ansatte på blot et år. Det er procentvist et temmelig stort skridt op, siger Jan van de Winkel til Berlingske Business.
De mange nyansatte skal være med til at sætte gang i en udvidelse af forskningen af blandt andet et lægemiddel til behandling af livmoderhalskræft.
Men det er selskabets kræftmiddel Darzalex der de senere år har givet Genmab vind i sejlene og fået selskabets aktiekurs til at flyve til vejrs, skriver avisen. Berlingske Business vurderer, at Darzalex "kan blive et af de mest sælgende midler til behandling af kræft nogensinde".