En kraftig sort røg steg søndag formiddag mod himlen ved Grønlandsvej i Vejle, hvor en lagerhal endte med at gå op i flammer ved det, der højest sandsynligt var en påsat brand.
De første meldinger om fabriksbranden i virksomheden Centrum Pæle kom klokken 10.42, og ilden spredte sig efterfølgende til dækkene på de fire lastvognstrailere, der stod inde i lagerbygningen. Tagkonstruktionen blev det næste offer for flammerne, der endte med at spise hele det 600 kvadratmeter store tag, og først flere timer senere var ilden slukket.
Mandag formiddag lød meldingen fra Sydøstjyllands Politi, at en 32-årig mand i går blev anholdt på stedet.
- Han kom hen og meldte sig selv til patruljen og fortalte, at han var involveret. Så vi tog ham med på stationen, siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup til Vejle Amts Folkeblad.
Han oplyser til avisen, at manden kommer fra Polen - det er uvist, hvad han lavede ude ved lagerbygningen. Den østjyske ordensmagt har heller ikke noget svar på, hvad årsagen til ildspåsættelsen har været.
Den 32-årige mand er mandag formiddag blevet fremstillet i Retten i Kolding med henblik på varetægtsfængsling.