Danmark hærges af tricktyve, der lokker sagesløse borgere – ofte ældre – til at lukke dem ind i deres hjem.
De ringer på ved private adresser og lyver om, at de har et ærinde. I Aarhus og København har tricktyve narret borgere til at tro, at de ledte efter nogle piger, og i Fjerritslev i Nordjylland har en mand udgivet sig for at være fra det lokale fjernvarmeværk.
Det skriver TV 2 Nordjylland.
Fjerritslev Fjernvarmeværk har hørt fra to ældre kunder, der har haft besøg af en person, der fortæller, at han skal tjekke fjernvarmen. I et tilfælde lykkedes det manden at stjæle 4.000 kroner fra en kunde.
- Han sagde til én af vores kunder, at hun skulle gå ud på badeværelset og lytte til radiatoren, og det gjorde hun så. Imens havde han mulighed for at rode i skufferne. Han slap afsted med 4.000 kroner, fortæller Kenny Lundtoft til TV 2 Nordjylland.
Fjernvarmeværket advarer nu deres kunder imod tricktyven på både hjemmesiden og i en sms-besked, der bliver sendt ud til kunder, der har tilmeldt sig ordningen.
Tricktyven beskrives som at være mellem 25 og 30 år, høj og spinkel af statur.