Det er kold luft fra nord, som i weekenden strømmer ind over Danmark og giver årets første weekend et rigtigt vinterligt præg.
Fredag sniger vi os kun lige over frysepunktet i dagtimerne, og der er risiko for snebyger i nogle dele af landet. I nat bliver det ned til fem minusgrader.
Lørdag bliver det mest skyet med regn- og sludbyger og mellem en og fem grader. Om natten bliver det igen koldt med temperaturer ned til mellem tre og fem graders frost.
Søndag venter meteorologerne hos DMI, at vi får sne og snebyger flere steder og en kold hilsen fra 'Kong Vinter' om natten med ned til minus otte grader og lokalt helt ned til 10-11 minusgrader.