Nok viser kalenderen forår, men vejret er sin egen herre, og udsigten for weekenden peger mere i retning af mørke vintermåneder end lune forårsdage.
Temperaturerne holder sig de kommende dage under ti grader i dagtimerne og kryber ned mod frysepunktet i nattetimerne. Både lørdag og søndag kan der falde nedbør i form af slud og sne.
De bedste chancer for at få en smule sol er på søndag, men så skal man befinde sig i de østlige egne.
Det siger Dan Nilsvall, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.
- Det er typisk for denne tid af året, at der er en kamp mellem vinter og forår, og vinteren har endnu ikke helt overgivet sig. Med tanke på pandemien længes vi vel alle efter varme og sol, men det bliver altså ikke lige foreløbig, at det bliver opfyldt, siger han.
Fredag morgen kan solopgangen nydes i Vest- og Sønderjylland, men ellers bliver der kun begrænset kig til solen, og dagen igennem kommer der spredte byger. Det bliver ikke meget varmere end syv grader med en jævn til hård vind fra sydvest.
Også i aften og i nat kan der falde regn rundt omkring. I de sydlige egne måske i form af slud.
Lørdag morgen er bygerne trukket væk, og først på dagen er der mulighed for nogen sol.
- Men hen over formiddagen trænger skyer og regn sig på fra sydvest. Det fortsætter resten af dagen og aftenen, og når vi står op om søndagen, kan der ligge lidt hvidt tilbage fra slud og tøsne i løbet af natten, hvor temperaturen falder til ned mod frysepunktet, siger Dan Nilsvall.
Søndagen bliver weekendens mest lune dag med op til otte grader.
- Og så er det også på søndag, at vi har de bedste chancer for solskin, men der vil fortsat være en del skyer, og solen titter overvejende frem i de østlige egne, siger DMI's vagtchef.
/ritzau/