Vinterdepressioner er en myte

To forskere mener, at vinterdepressioner ikke eksisterer. I stedet er humøret afhængig af vejret.

Træthed, depressioner, lyst til søde sager og indadvendthed. Sådan lyder nogle af symptomerne på vinterdepression. Men måske er det hele en myte, skriver den norske avis Aftonposten.

Det hævder i hvert fald en norsk og en italiensk forsker, der har målt humørsvingningerne hos befolkningen i den norske by Tromsø og i byen Ferrera i Italien.

Undersøgelsen er baseret på et spørgeskema, som amerikanerne i 1984 lavede som en måde at diagnosticere vinterdepressioner på. Teorien var, at vinterdepressioner skyldes mangel på lys, og at hver fjerde person rigtig langt mod nord led af en vinterdepression.

»Det er jo sygeliggørelse af befolkningen baseret på en diagnostik, som i bedste fald er tvivlsom,« siger forskeren Vidje Hansen til Aftonposten.

I stedet er humøret i højere grad afhængig af vejret og altså ikke af lys, fastslår forskerne. De mener, at dårligt humør snarere skyldes forventninger til vejret, som ikke bliver indfriet

Men sluk solen og se, hvad der sker, lyder det fra terapeut Jens Ørsted, der har specialiseret sig i lysterapi og i løbet af det seneste år har solgt 500 lamper til danskere, som mener, at de har en vinterdepression.

»Lys er lige så vigtigt som luft og vand og mad. Jeg er i kontakt med mange mennesker, som lider af vinterdepressioner, og det viser anden forskning også. Så den undersøgelse giver jeg ikke fem potter tis for,« siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.