Det var et meget tæt løb, men Rusland vandt knebent over Sydkorea i konkurrencen om at blive vært for De Olympiske Vinterlege i 2014, da den Olympiske Komité (IOC) i går skulle stemme i Guatemala.
47 medlemmer af IOC stemte for Sydkorea.
51 stemte for den russiske badeby Sochi, der ligger mellem Det Sorte Hav og Kaukasus.
Dermed er det første gang, at Rusland bliver vært for OL siden Sovjetunionens opløsning og Sommerlegene i Moskva i 1980.
Komitéen mener, at Rusland har styrken til at levere uforglemmelige vinterlege, der overholder både tidsplan og økonomi.
- Og IOC er i dag i en position, hvor vi positivt kan påvirke Ruslands fremtid med den olympiske ånd. Det er det perfekte tidspunkt for et historisk partnerskab mellem OL og den russiske nation, et partnerskab der kan gøre os begge stærkere, lyder det fra IOC.