Jonas Vingegaard skal atter i sadlen igen til et officielt cykelløb.
Over for Ekstra Bladet bekræfter hans hold, Jumbo-Visma, at Vingegaard er på startlisten til etapeløbet Cro Race i Kroatien sidst på måneden.
Det er et etapeløb over seks etaper, som indledes 27. september.
Ud over en optræden i showløbet Etten-Leur i Holland midt i august, har Vingegaard ikke kørt løb, siden han 24. juli trillede over målstregen på Champs-Élysées som nykåret Tour de France-vinder.
Løbet i Kroatien tjener som forberedelse til Vingegaards store mål i efteråret, cykelmonumentet Lombardiet Rundt. Det køres 8. oktober.
Jumbo-Vismas sportsdirektør Merijn Zeeman fortæller til Ekstra Bladet, at Vingegaard for tiden træner i Spanien.
- Først havde han noget god træning i Danmark, og så tog han til Spanien for noget hård træning i bjergene. Han træner der nu. Han forbereder sig til sit store mål, Lombardiet Rundt, siger Zeeman til avisen.
Han tør ikke love, at Vingegaard vil være i samme form, som da snuppede Tour-sejren, men han er ikke i tvivl om, at nogle løbskilometer i benene i Kroatien vil gøre ham stærk til klassikeren i Lombardiet.
/ritzau/