Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) kører alene over målstregen og vinder 13. etape af Vuelta a España.
Med den danske sejr sætter Jumbo–Visma sig på alle tre pladser på podiet på dagens etape.
Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) vinder etapen foran Sepp Kuss og Primoz Roglic. Trioen er nu også nr. 1, 2 og 3 i det samlede klassement: Sepp Kuss fører med 1 min. og 37 sek. foran Primoz Roglic og 1 min. og 44 sek. foran Jonas Vingegaard.
Den 26-årige danske cykelstjerne gik til angreb med syv kilometer til toppen af den legendariske stigning, Col du Tourmalet, som også er kendt fra Tour de France.
I sommer vandt Jonas Vingegaard Tour de France for andet år i træk, og det var netop i bjergene, at han grundlagde sin sejr.
Selv om Vingegaard måske ikke er i ligeså god form som under Touren, så kunne ingen følge ham på fredagens etape.
Før nordjyden satte sit afgørende angreb ind, havde han set de øvrige ryttere i frontgruppen an med to accelerationer.
Forspringet nåede op på omkring et minut, inden holdkammeraterne Kuss og Roglic på det sidste stykke øgede tempoet og stak væk fra de øvrige ryttere i forfølgergruppen.
Etapen blev dagen i gennem styret af Jumbo-Visma-holdet, der satte et højt tempo på bjergetapen.
Det fik store konsekvenser for flere af klassementsrytterne, hvor Remco Evenepoel (Quick-Step) og Joao Almedia var blandt de første, der måtte slippe.
Her er top-10 på 13. etape af Vuelta a España
- Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma)
- Sepp Kuss (Jumbo-Visma), 30 sek. efter.
- Primoz Roglic (Jumbo-Visma), +0.33
- Juan Ayuso (UAE), +0.38
- Cian Uijtdebroeks (Bora), +0.38
- Enric Mas (Movistar), 0.40
- Mikel Landa (Bahrain), +1.15
- Aleksandr Vlasov (Bora), +2.12
- Steff Cras (Totalenergies), +2.32
- Marc Soler (UAE), +3.08