Ritzau
Opdateret kl. 19:01
Jonas Vingegaard er ny mand i den gule førertrøje i etapeløbet Critérium du Dauphiné.
Tour de France-vinderen vandt torsdagens 5. etape og overtog den samlede føring fra landsmanden Mikkel Bjerg, der kun fik én dag i den eftertragtede trikot.
På den kuperede 191 kilometer lange rute blæste Vingegaard til angreb på sidste stigning og kørte de sidste 16 kilometer på egen hånd. Han krydsede målstregen mutters alene med et forspring på 31 sekunder til nærmeste forfølger, Julian Alaphilippe.
Vingegaards forspring i det samlede regnskab er på 1 minut og 10 sekunder til Ben O'Connor (AG2R), mens Julian Alaphilippe på tredjepladsen er yderligere 13 sekunder efter.
Mikkel Bjergs trøjeforsvar blev forpurret af et styrt, netop som feltet begyndte opkørslen på stigningen. Selv om han hurtigt var tilbage i sadlen, kom han aldrig op blandt de bedste igen.
Det skyldtes især, at Vingegaard og Richard Carapaz i front havde skruet tempoet voldsomt i vejret. De to kørte parløb i nogle minutter, men med 16 kilometer til mål måtte ecuadorianeren opgive at følge med.
Vingegaard øgede forspringet på den afsluttende nedkørsel på mere end ti kilometer, der blev gennemført i rasende tempo.
Ser man bort fra Tour-stjernen var Jonas Gregaard (Uno-X) dagens mest iøjnefaldende dansker.
Ligesom på løbet førstedag ramte han etapens store udbrud og kørte længe med prominente navne som Thomas De Gendt, Nils Politt og Edvald Boasson Hagen, men da udbruddet var ved at være opslugt af feltet, kørte Gregaard videre på egen hånd.
Det eventyr var dog hurtigt overstået, da Vingegaard kom blæsende bagfra på jagt efter den gule trøje.
Critérium du Dauphiné slutter på søndag. De sidste tre etaper er rige på bjerge og burde dermed passe godt til den danske løbsfavorit.
/ritzau/