Uden to vigtige hjælpere regner Jonas Vingegaard med, at den sidste uge af Tour de France i vid udstrækning kommer til at foregå fra en forsvarsposition.
Her skal danskeren i gult forsøge at besvare angrebene fra rivalerne, i første række Tadej Pogacar, der er 2 minutter og 22 sekunder bagefter i det samlede regnskab.
- Jeg vil køre lidt mere defensivt. Hvis chancen byder sig, og jeg tror, jeg kan sætte ham, så vil jeg ikke vente. Jeg vil selvfølgelig gerne have så stort et forspring som muligt. Men det er ikke førsteprioritet, siger Vingegaard.
Efter hviledagen ryger Tour-feltet direkte op i Pyrenæerne. Tirsdag ser på papiret relativt overskuelig ud, men de to barske bjergslag onsdag og torsdag får stor betydning for, hvem der kører til Paris i gult.
Her gælder det for Vingegaard om at skaffe sig så godt et udgangspunkt som muligt inden den afgørende enkeltstart på lørdag.
- Jeg forventer, at Pogacar vil angribe mig igen, siger Vingegaard, der efter tabet af Steven Kruijswijk og Primoz Roglic i endnu højere grad skal sætte sin lid til multikunstneren Wout van Aerts råstyrke - også i bjergene.
- Både Wout og alle de andre bliver megavigtige for mig. Vi har stadig et rigtig stærkt hold, selvom vi har mistet to sindssygt vigtige hjælperyttere. Jeg stoler stadig på mit hold.
- Vi har både Wout og Sepp Kuss i bjergene. Tiesj Benoot kører også godt opad, siger Jonas Vingegaard.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.