Der kan ligge andre årsager end eksorbiante lønninger bag fyringen af Anders Eldrup. Og årsagen skal findes ved at kigge op.
For det var muligvis en strid om de prestigefulde vindmølleparker, der var den egentlige grund til, at Anders Eldrup forlod posten som direktør for Dong, det skriver dr.dk.
"Jeg betragtede mulighederne for at bruge de enestående kompetencer, Dong har på vindområdet, sammen med de danske pensionskasser som en af de allerstørste muligheder i de kommende år," siger Anders Eldrup til DR Nyheder.
Men den prioritering var ikke nødvendigvis populær.
"Kernen var, at Anders Eldrup ville satse stort indenfor havvind og bygge havvindmølleparker. Bestyrelsesformanden var ikke indstillet på, at følge den ambitiøse vækststrategi, og det var måske i virkeligheden den egentlige årsag til fyringen af Anders Eldrup," mener Bjarke Møller, redaktør på Mandag Morgen. Han har fulgt sagen tæt.
Anders Eldrup ville gerne have investeret endnu mere, og han føler, at han blev bremset af bestyrelsen i sit forsøg på at få flere investorer.
"Det ville øge satsningen på off-shore vindmøller. Det ville give stor værdi for Dong og det danske samfund og skabe mange danske arbejdspladser," siger Anders Eldrup til DR Nyheder.
Anders Eldrup siger i øvrigt til DR Nyheder, at han i morgen vil kommentere de øvrige stridspunkter, når advokatundersøgelsen foreligger.