Normalt er vind og vindmøller rigtig gode venner. Men når det kommer til stormvejr af den kaliber, der ramte Danmark søndag, er det en anden sag.
Det var det i hvert fald i for en ældre vindmølle på Hejsager Strandvej. Vinden ruskede så meget i vindmøllen, at den endte med at løbe løbsk.
Mens de 22 meter (i diameter) lange vinger piskede ukontrolleret rundt søndag aften, valgte politiet at afspærre vejen – først i 100 meters afstand og siden i 400 meters afstand.
Klokken 20.30 meddelte politiet dog at både toppen og vingerne var røget af møllen og genåbnede derfor vejen.
Så sent som i slutningen af December løb en anden aldrende vindmølle løbsk. Det skete på Mors, hvor man måtte tænke umanerligt kreativt for at få møllen under kontrol igen.